I aften skule vi have haft besøg af vores gode venner til hygge og god mad. Men Troels er desværre blevet syg, så hyggen blev erstattet af sofa og snotklude for hans vedkommende og Anton og jeg har haft en skøn dag i badeland og på legepladsen. Mad var der jo mere end rigeligt af, for det var jeg begyndt at forberede allerede igår. Vi skulle nemlig have chicken tandori. En lækker indisk ret med mør kylling i en lækker cremet yoghurt sovs med en dejlig krydret eftersmag.
- 1 stor kylling på 1400-1600 g
- 1 l yoghurt naturel
- 3 spk tandori pasta (fås i alle større supermarkeder)
- 3 cm ingefær
- 1 rød chili
- 1 stort løg
- Smør
- Salt/peber
- 1 lime
Til pynt
- Frisk koriander
- Cashewnødder
- Mangochutney
- Naan brød
Start dagen før eller om morgenen den dag du skal servere retten. Skær kyllingen i 8 dele og kom den i en stor frysepose. Tag 2 spk tandoripasta og rør op med 3 dl yoghurt og hæl over kyllingen. Snør posen sammen og læg den i køleskabet til du skal bruge den. Gerne natten over.
Hak løg og chili og riv ingefæren på et rivejern. Tag en stor stegegryde og varm den godt op. Brun smøret af og tilsæt 1 stor spk tandoripasta. Vent lidt og tilsæt chili, ingefær og løg. Lad det stege til løget er klaret. Dryp kyllingen lidt af og brun den på begge sider. Måske skal du tage et par stykker af gangen. Kom til sidst alle stykkerne op i gryden igen og overhæld retten med resten af yoghurten. Lad retten simre i 1 time eller til kyllingen slipper benet let når du skær i det med en kniv. Smag til med lidt salt og peber. Eventuelt lidt frisk lime.
Server retten med basmati ris og naan brød og pynt med frisk koriander og cashewnødder. Jeg har gerne lidt hjemmelavet mangochutney i køleskabet og har du ikke det kan en færdigkøbt fint bruges.