Nybagte boller er skønne – især en søndag morgen, hvor duften spreder sig i huset og man har god tid til at sidde og nyde dem. De her lækre sprøde boller blev netop bagt på en fridag og samme morgen blev der også bagt rugbrød så nu har vi lækkert hjemmebag til mange dage!
Jeg fik 12 boller ud af portionen
- 5 g gær (ja kun 5 g)
- 6 dl koldt vand
- 150 g grahamsmel
- 1 dl hvedekerner (de skal koges i lidt vand inden brug. Se på pakken)
- 450 g hvedemel
- 1 spk salt
- 1 spk flydende honning
- Græskarkerner til pynt
Jeg har lært efter mange forsøg på at bage boller at der altid skal:
- mere vand i en man tror.
- mere salt i end man tror.
- æltes længere tid end man tror.
- og de skal bages ved højere temperatur end man tror.
De her boller har krævet flere eksperimenter, men nu synes jeg at jeg er ved at ramme de helt rigtige morgenboller meget godt.
Rør alle ingredienser sammen. Brug en røremaskine og rør stille og roligt til det hele er blandet sammen. Kør så maskinen op på næsten fuld kraft og lad den køre videre i 15 min. Stop maskinen og træk lidt dej op. Kan du se glutenstrengene når du hiver op, så har den fået nok. Ellers rør videre lidt endnu. Dejen skal være meget våd, så tilsæt endelig ikke mere mel.
Lad dejen hæve 12 timer i køleskabet. Tag den ud og lad den stå en times tid inden bollerne tages op.
Varm ovnen op til 230 grader varmluft inkl. den bageplade du skal bruge.
Tag pladen ud af ovnen, læg bagepapir på og fordel bollerne med en våd ske og drys med græskarkerner. Bollerne bages i 5 min ved 230 grader. Sænk temperaturen til 210 grader og bag videre i 10-15 min til de lyder hule når man banker på dem og er sprøde og gyldne.