Køkkenhaven bugner af de flotteste røde rabarber. Derfor bliver der flittigt lavet mange forskellige lækkerier i køkkenet med de skønne røde stængler. Senest kom der denne skønne rabarberkage ud af mine ideer som jeg delte med mine kolleger i fredags.
Opskrift nok til ca. 8-10
- 250 g rabarber i 1,5 cm skiver
- 4 spsk. rørsukker
- 1 spsk. hvedemel
- 170 g sukker
- 150 blødt smør
- 5 æg
- 1 dl kærnemælk
- 100 g hvedemel
- 100 g mandler, blender til mandelmel
- 1 knivspids salt
- 1 vaniljestang
- 1,5 tsk. bagepulver
Derudover smør til formen
Til smørcremen
- 200 g blødt smør
- 4-500 g flormelis
- Saft af 1 citron (smag til)
- Pastafarve i den ønskede farve
Pynt:
- Skovsyre
- Roser fra haven
- Mynteblomster
- Hakket usaltede pistacienødder
- Frysetørret jordbær
- Lyserøde sukkerkugler
Drys rabarberne med rørsukker og sæt dem til side. Lige inden de vendes i dejen sidst i opskriften drysses de med hvedemel.
Pisk blødt smør og sukker sammen til en luftig masse. Skrab kornene ud af vaniljestangen og gnid dem sammen med 1 spsk. sukker. Vend dem i sukker blandingen og pisk igen.
Tilsæt 1 æg af gangen mens du pisker godt og kom herefter kærnemælk i. I en anden skål blandes mel, mandelmel, salt og bagepulver og piskes herefter lidt af gangen i skålen med æggemassen.
Vend til sidst rabarberne i dejen.
Smør en springform godt med smør og hæld dejen ned i. Bag den ved 175 grader varmluft i ca. 45 min. Ovne varmer forskelligt så tjek med en strikkepind eller lignende om den er bagt i midten inden du tager den ud.
Kagen køles nu helt ned.
Imens piskes smørcreme. Først piskes smører luftigt (gerne på en køkkenmaskine). Herefter tilsættes flormelis lidt efter lidt mens der piskes. Smag til med citronsaft og kom til sidst lidt pastafarve i. Pynt kagen smukt med små smørcreme toppe og anden lækker pynt.