Flødeboller er altså meget lettere at lave end man skulle tro og er en rigtig hyggelig aktivitet at lave med sine børn. De kan pyntes med alverdens lækkerier og de smager også ret så fantastisk!
Opskrift på 28 stk.
- 250 g sukker
- 75 g vand
- 100 g glukose
- 1/2 vaniljestang
- 150 g vand
- 1/2 tsk. Agar (købes i helsekostbutikker)
- 150 g æggehvider
Som bund brugte jeg færdigkøbte mariekiks med chokolade.
Flødebollerne dyppes i smeltet hvid- og lys chokolade og pyntes med lige det man har lyst til.
Kom vand, sukker, glukose og vanilje i en gryde. Lad det koge sammen til det når en temperatur på 110 grader. Du skal bruge et sukkertermometer.
De 150 g vand og agar blandes sammen og hældes i sukkerblandingen. Det koger videre til det når 117 grader. Rør jævnligt i gryden.
Imens piskes æggehviderne stive i en røremaskine (ikke for stive). Sukkerlage hældes i, i en tynd stråle og ægge- sukkermassen køler lidt af inden den fyldes i sprøjteposen.
Lav fine toppe af flødebolleskummet på kiksene og sæt dem på køl i 1-2 timer.
Når det er “stivnede” og tørrede lidt ud tages de ud af køleskabet. Chokoladen smeltes over vandbad og flødebollerne dyppes heri når chokoladen er 30 grader varm. Pynt med dit yndlings toppoint og lad gerne børnene være med. Mine drenge lavede monsterflødeboller.