I mine teenageår var jeg bedste veninder med en skøn pige der hedder Duygu. Vi tilbragte så meget tid sammen som overhovedet muligt og vi sad mange aftner på hendes værelse og drak kaffe og sladrede. Desværre blev vi adskilt pga studie i hver sin by og venskabet gled ud med tiden. Men det ville være så skønt at ses igen! En bonus ved at være sammen med Duygu var altid hendes families store venlighed og gæstfrihed – og hendes mors madlavning! Vi fik altid det lækreste mad og især de her tyrkiske pizzaer og en hvid suppe lavet på yoghurt, en slags linser og tørret mynte var blandt mine favoritter.
Jeg har søgt lidt rundt på nettet for at finde forskellige opskrifter på begge dele, men suppen synes jeg ikke jeg finder noget der minder om. Til gengæld er jeg faldet over denne opskrift på pizzaerne, som jeg lavede igår. Det blev enormt lækkert og skal helt sikkert gentages snart. Og opskriften deler jeg med jer her.
Dejen til 12 stk:
- 25 g gær
- 2 dl lunkent vand
- 2 spk. olivenolie
- 1 tsk salt
- 350 g hvedemel
Kødet:
- 400 g hakket oksekød
- 1 spk. tomatpuré
- 1/2 sådde hakkede tomater
- 1 tsk stødt spidskommen
- 1 tsk chiliflager
- 1 tsk paprika
- 3 fed knust hvidløg
- 1 hakket løg
- 1 bundt persille
- 1/2 grøn peber
- salt og peber
- Olie til stegning
- Citron til anretning
Opløs gæren i vandet og tilsæt olie og salt. Kom hvedemelet i og ælt dejen godt igennem til den har en elastisk og let klistret konsistens. Sæt den til at hvile et lunt sted i 40 min.
Imens dejen hæver laver du kødfyldet.
Blend alle ingredienser på nær oksekødet i en minihakker. Vend det ned i en skål til kødet og tilsæt lidt salt og peber.
Del dejen i 12 stykker og tril dem til kugler. Drys rigeligt med mel på bordpladen og rul dejen papirstyndt ud. Jeg lagde dejen over på en pizzaspatel inden jeg puttede det rå kødfyldet på. Der skal ca. 1 spk fyld på hver lachmacun.
Varm en pande godt op UDEN fedtstof på og glid pizzaen ned på panden med dejsiden nedad.
Når de er stegt ca. 1-2 minutter på dejsiden tager du pizzaen af og lægger den på en bageplade, så der er 6 stk på hver bageplade. Varm ovnen op til 220 grader med grill. Stil en bageplade af gangen ind i ovnen og grill pizzaerne i 1-2 minutter til de bliver gyldne i kanten.
Serveres med salat, tomat, agurk, peberfrugt og friskpresset citron og rulles som en durum. Vi spise 3-4 stk hver.
Pingback: Tyrkisk couscous salat | madmedhjerte