Den søde barselstid er begyndt og jeg nyder endelig at have tid til at påbegynde min lange liste over ideer til DIY projekter inden lillebrors ankomst. Jeg nyder roen i huset når Troels er på arbejde og Anton er i dagpleje hvor jeg helt kan fordybe mig i mine ideer.
Jeg lavede for nogle måneder siden et sæt sengetøj til en god venindes nyfødte søn. Her satte jeg for første gang en skjult lynlås i. Jeg fik det egentligt i første omgang ikke gjort rigtigt, men heldigvis har jeg en svigermor der er ferm på en symaskine som kom og hjalp, så jeg fik det gjort rigtigt. Idag har jeg så forsøgt mig med et sæt til os selv og det blev virkeligt fint. Laver man forarbejdet godt og gør sig umage får man det fineste, lækreste og helt unikke sengetøj ud af det.
Til et dynebetræk med to forskellige sider skal du bruge:
- 2 stykker stof på 70 x 100 cm (det er ikke nødvendigt med ekstra til sømrum)
- 1 rulle pippinbånd
- 1 lynlås på ca 60 cm
- Sytråd i en passende farve
Sengetøjet skal sys på symaskine.
Jeg har brugt bomuldsstof købt i Stof&Stil. Stoffet skal ries hele vejen rundt og vaskes samt tørres inden det klippes ud i det ønskede mål. Ellers risikerer man at det trækker sig sammen i den første vask og trækker betrækket ud af form. Stryg stoffet glat, så er det nemmere at arbejde med. Du er nu klar til at gå igang.
Lav 1 cm opbuk i den nederste ende af stoffet, så det folder vrang mod vrang. Stryg kanten så den er skarp og ikke folder tilbage. Sæt den ene side af lynlåsen fast med nåle midt på vrangsiden – vær opmærksom på at den rigtige side af lynlåsen vender udad. Sørg for at lynlåsen faktisk er skjult af stoffet på ydersiden. På den måde får du en skjult lynlås (se billede nedenfor). Sy nu lynlåsen fast i den ene side – husk at bruge lynlåsfoden til din symaskine. Gør på samme måde i den anden side og lynlåsen sidder nu i. Sy på vrangsiden.
Sy den sidste del af enden hvor lynlåsen er sat i sammen. Der er nogle centimeter på hver side af lynlåsen som endnu ikke er samlet.
Sæt nu pippinbånd/tittebånd fast med nåle på retsiden af det ene stykke stof (som vist på billedet), så den hårde faste kant der skal være synlig sidder ind mod stoffet. Lad et ekstra stykke bånd på ca. 6 cm være, da det under syningen godt kan give sig lidt ift. hvor du satte det fast med nålene. Sy nu omhyggeligt pippinbåndet på oveni den syning der allerede er på det.
Bagefter folder du stoffet sammen ret mod ret og åbner lynlåsen (vigtigt for ellers kan du ikke åbne sengetøjet efter næste skridt.
Du sætter igen nåle i hele vejen rundt og syr oveni den syning du netop har lavet. Så har du sat pippinbåndet fast på begge sider af dynebetrækket.
Du er nu færdig!
Vend betrækket rundt og du har det sødeste sengetøj til en lille ny baby.