Igår havde vi vores gamle naboer på besøg for at se huset for første gang. Da vi havde haft gæster hele weekenden skulle aftensmaden bare være lidt let at lave, så vi fik chili con carne og en cheesecake til dessert.
Jeg har før lavet cheesecake efter andres opskrifter, men igår lavede jeg min helt egen, som faktisk blev rigtigt god – alle tog da ihvertfald 2 stykker hehe 🙂
Foto: Camilla Lykke Jensen
Til kagen skal du bruge følgende:
Bund:
- 16 digestivekiks
- 75 g smeltet smør
Blend kiksene til kiksmel i en lille blender og bland det sammen med det smeltede smør. Læg det i bunden af en smurt springform og bag den i 15-20 min ved 200 grader varmluft til det bliver gylden og dufter dejligt. Lad den køle HELT af – gerne i køleskabet. Så stivner smørret og bunden bliver fast.
Cheesen 🙂 :
- 300 g flødeost (F.eks. Philladelphia)
- 500 g 18% creme fraise
- 1 økologisk citron. Både skal og saft
- Korn fra 1 vaniljestang
- 2 dl sødmælk
- 100 g flormelis
- 3 blade husblast
Læg husblasten i blød i rigeligt med koldt vand i 30 min til den er helt blød. Smelt den over et vandbad.
Rør de øvrige ingredienser godt sammen og tilsæt den smeltede husblast i en tynd stråle mens du pisker godt imens. Hæld ostemassen på den helt aflølede bund g sæt den tilbage i køleskabet i 3 timer.
Blåbærsirup:
- 1 pose frosne blåbær
- 1 dl vand
- 3 blade husblast, udblødt
Kog bærene igennem og lad dem køle af. Blend dem til en ensartet masse. Sørg for din blender slutter HELT tæt inden du starter den og hold evt. et viskestykke rundt om. Blåbær farver frygteligt hvis det kommer på en hvid væg (taler af bitter erfaring fra tidligere hehe).
Når kagen er helt kold varmes blåbærerne op og den udblødte husblast smeltes nede i. Sørg for at røre godt igennem. Lad siruppen køle helt ned til lillefingervarme og hæld den forsigtigt ned over kagen. Fordel de friske blåbær på kagen. Sæt den tilbage i køleskabet nogle timer inden servering. Kagen kan med fordel laves dagen før.
Og skær et stort stykke når du er klar til en himmelsk mundfuld! 🙂
Pingback: Mango cheesecake med en twist af lime | madmedhjerte