1. juledag og mætheden efter en masse lækker men fed julemad igår er først lige ved at forsvinde. Men vi blev jo alligevel sultne og var så heldige at have fået lidt rester fra anden med hjem fra mine forældre, så et hurtigt kig i køleskabet afgjorde at det blev en juleinspireret wok med grønkål, spidskål, forårsløg, løg og and. Og resultatet blev super lækkert og let – lige hvad vi trængte til.
Ingredienser:
- Anderest eller et helt andebryst stegt på panden
- 3 breve nudler
- 1/2 pose frisk grønkål
- 1/3 af et spidskål
- 3 forårsløg
- 1 løg
- 3 fed hvidløg
- 1 spk revet frisk ingefær
- Fiskesovs 2 spk
- Sød chilisovs 1/2 dl
- Soya 2 spk
- Olie
Skær løget i små både og hvidløget i tern. Svits dem i en meget varm wok i lidt olie og tilsæt ingefæren.
Skyld spidskål og grønkål og skær det i passende strimler. Smid det i woken og lad det svitse mørt. Læg endelig ikke låg på, for så koger grøntsagerne i stedet for at blive stegte.
I en gryde koges nudlerne efter posens anvisninger og dryppes godt af.
Vend nudlerne ned til grøntsagerne sammen med andekødet og smag til med fiskesovs, soya og chilisovs (tilsæt gerne med end det anviste. Jeg smager mig altid frem).
Serveres med forårsløg drysset på toppen og gerne med lidt stærk chilisovs 🙂