Vinteren er over os og det er højsæsson for supper. Igår lavede jeg en lækker broccolisuppe med ricotta – en italiensk cremet og lidt grynet ost med inspiration fra Louisa Lorang. Den erstattede fløden i selve suppen og creme fraisen på toppen.
Ingredienser
- 1 1/2 broccolihoved
- 4 mellemstore kartofler
- 1 stort løg
- 3 fed hvidløg
- 250 g ricotta
- Skallen af 1 økologisk citron
- 1 l grøntsagsboullion
- Græskarkerner
- Salt/peber
- Olivenolie
Skær hvidløg og løg i tern og svits det til det bliver klart i lidt olie i en gryde. Tilsæt kartoflerne skåret i mindre tern og lad dem svitse med ved middel varm et par minutter og tilsidst hældes broccolien i. Tilsæt boullion og kog til grøntsagerne er møre. Det tager ca. 15 min. Blend suppen med en stavblender og smag til med salt og peber. Tilsæt halvdelen af ricottaen så suppen bliver dejlig cremet.
Bland 1 spk olie, revet citronskal og salt/peber sammen og server den som topping til suppen sammen med saltede græskarkerner og et lækkert brød. Jeg havde ikke tid til selv at bage, så det blev en baguette fra Nettos nye brødkoncept.