Et sikkert hit til mænd er ofte kød, kød og masser af kød. Det gælder også hjemme ved os hvor Antons favoritter især er pølser og bacon og Troels der gerne sætter pris på godt kød i det hele taget. Retten her indeholder 4 forskellige slags kød og skal simre et par timer og give masser af smag. Og som de fleste gryderetter smager den endnu bedre dagen efter når den rigtigt har fået lov at sætte sig og trække. Jeg har puttet vores rester i fryseren. Erfaringen fra sidst siger at det er godt at have rester at tage op til de første dage og uger med en lille ny baby i huset.
Til en stor portion (nok til os i et par dage):
- 400 g okse i tern eller strimler
- 1 pakket bacon i tern
- 2 pakker cocktailpølser
- Choritzopølse – ca. 10 cm af en god en af slagsen skåret i mindre stykker
- 250 g champignoner
- 1 grøn peber
- 1 stor gulerod
- 2 løg
- 2 spk dijonsennep
- 1 spk sambal oelek (chilisovs)
- 1 spk honning
- 1 dåse tomatpure
- 1 dåse hakkede tomater med hvidløg
- 700 ml hønseboullion
- 1/4 l madlavningsfløde eller rigtig fløde
- Salt og peber
Hak løg, champignon og peberfrugt i passende stykker.
Varm en stor gryde godt op sammen med olivenolie. Brun oksekødet af og tag det op af gryden. Tør overskydende kødsaft væk. Brun nu bacon af og tilsæt choritzoen. Tilsæt løg, champignon og peber og evt. lidt olivenolie. Lad det blive svitset godt og læg evt. låg på et par minutter. Skær guleroden i tern og tilsæt den til gryden.
Du skal nu have oksekødet tilbage i gryden og sammen med det kommer du tomatpure, hakkede tomater, sambal oelek, sennep, honning og boullion. Lad retten simre under låg i 45 minutter. tilsæt nu fløden og lad retten simre videre i 30 min.
Brun cocktailpølserne på en pande tilsat lidt fedtstof og når de er færdige hælder du dem ned i gryden. Smag til med salt og peber og evt. mere dijon, honning eller sambal oelek alt efter smag.
Vi får altid retten med ris til.