Igår aftes skulle vi egentligt bare have haft en lidt kedelig risret, men så opdagede jeg at det igår var bloggens 2 års fødselsdag og besluttede mig for, at det var en god anledning til at prøve at lave en ret jeg ikke havde lavet før. Jeg havde 500 g oksekød der var taget ud af fryseren, så det skulle kunne bruges. Jeg kom derfor op med den her indiske risret med hjemmebagte naanbrød til.
Jeg lavede 4 naanbrød
- 10 g gær
- 1 dl lunken vand
- 2 spk. Yoghurt naturel
- 1 æg
- 1 tsk sukker
- 1 tsk salt
- 50 g smeltet smør
- Ca. 300 g hvedemel
- 2 fed hvidløg
- Nigellafrø til pynt
Opløs gæren i vandet og tilsæt sukker, salt, yoghurt og æg. Rør rundt. Tilsæt nu skiftevis lidt smeltet smør og hvedemel til dejen har samlet sig. Lad ca 1-2 spk smør blive i gryden og knus de to fed hvidløg med i og stil gryden til side.
Normalt rører jeg altid dej på min røremaskine men denne portion er ikke så stor, så den lavede jeg med håndkraft. Tag dejen ud på bordet og ælt den godt igennem i 8-10 min. Læg den op i en meldrysset skål igen og læg et fugtigt viskestykke over. Lad den hæve 45 min.
Varm ovnen op til 230 grader varmluft.
Form 4 boller ud af dejen og lad dem hvile 15 min inden du trykker med flade med fingrerne. Pensl brødene med hvidløgssmør og drys med nigellafrøene. Bag dem i ovnen i 9 min eller til de er gyldne.
- 500 g hakket oksekød
- 5 dl basmatiris
- 1 stort løg
- 3 fed hvidløg
- 2 dl ærter
- 1-2 dl rosiner
- 1 spk smør
- Olie
- 1 l vand
- 2 tsk karry
- 2 tsk gurkemeje
- 2 tsk stødt spidskommen
- 2 tsk stødt koriander
- 2 tsk salt
- Peber
Hak løget i stykker og svits det til det klarer i olien i gryden. Jeg brugte min store Le Cruset stegegryde. Tilsæt krydderierne på nær salt og peber og lad det branke lidt. Tilsæt smørklatten og brun herefter oksekødet med i. Vend risene med i gryden og tilsæt salt og vand. Læg låg på gryden og bring retten i kog. Efter 10 min se til om der mangler vand i gryden og tilsæt lidt mere ved behov. Hæld ærter og rosiner i og vend rundt. Læg låg på i yderligere 10 min. Smag på retten om der mangler salt og om risene er kogt. Så er den klar til servering.
Myntedip
- 2 dl yoghurt
- 2 fed hvidløg presset
- Salt/peber
- 1/2 tsk stødt koriander
- 1/3 agurk, revet uden kernehus
- En håndfuld frisk mynte, hakket
Vend det hele sammen og lad gerne dippen trække et par timer på køl inden servering.
Risretten serveres med mangochutney, myntedip og peanuts. Og selvfølgelig de nybagte naanbrød.