I sommerferien var vi et smut i København. Her var vi blandt andet en tur på Den blå planet – det nye Danmarks akvarium. Vi havde medbragt hjemmesmurte sandwich for at spare lidt på lommepengene og de blev også fint spist i madpakke området. Men da Anton skulle sove satte vi os udenfor på terrassen i Meyers køkken der serverede den lækreste mad. Vi kunne ikke dy os for at smage en lille portion fish’n chips, der bare så SÅ lækker ud – og det smagte lige så himmelsk som det så ud. Lige siden har vi snakket om at prøve at lave det selv og i aften fik vi det så gjort.
Mums det var lækkert! Lidt fedt, så det er ikke noget vi sådan skal have indført hver uge, men en gang imellem skal vi helt sikkert.
Ingredienser til fisken og dej:
- 1 torskefilet på 500g
- Groft salt
- 200g hvedemel
- 1 dåseøl
- 1/2 tsk bagepulver
- Lidt salt og peber
- Rapsolie til stegning
Til fritterne:
- 3 store bagekartofler
- Olivenolie
- Groft salt
Til sauce tatar:
- 2 dl mayonaise (jeg snød og brugte en færdiglavet)
- 1 spk finthakkede kapers
- 8 cournicioner finthakkede
- 1 tsk dijonsennep
- Salt og peber
- Saften af 1/2 citron
Dejen røres sammen en halv time før du skal bruge den. Skær torsken i mundrette stykker og dyp den i dejen lige inden den kommes ned i den varme olie. Den skal have et minuts tid i den boblende varme olie. Jeg checker altid olien er varm nok ved at stikke en tandstik i – hvis det syder omkring den er den varm nok. Læg fisken af på avispapir, så den overskydende olie suges væk.
Kartoflerne vaskes og skæres til pommes frites og lægges i en frostpose. Tilsæt lidt olivenolie og vend godt rundt og ud på en bageplade og i ovnen i ca. 30 min ved 230 grader. Vend i dem undervejs, så de bliver ensartet sprøde. Drys med groft salt til sidst.
Server fisk og fritter rygende varme med de kolde sauce til og pres lidt frisk citron over fisken.